Dansk dobbelttriumf ved VM for standardvogne

23.11.2011 Danske standardvognskørere gjorde fremragende reklame både for sig selv og dansk bilsport, da de ved den afsluttende runde af FIA's World Touring Car Championship (WTCC) i Macau sikrede sig topplaceringer i både løbet og den endelige slutstilling.

Kristian Poulsen (BMW) blev således samlet vinder af Yokohama Drivers' Trophy, der er det officielle navn på privatkørernes cup. Det skete efter et taktisk disciplineret løb, der forsvarede sønderjydens forspring på 23 points inden løbet.

Løbets anden danske kører, Michel Nykjær (Seat) satsede til gengæld alt og kørte efter sejren, som blev sikret i begge afdelinger på den krævende gadebane.
Med succesen har Michel Nykjær nu fire sejre i de seneste seks løb tællende til Yokohama Driver’s Trophy, hvor han sluttede på en samlet andenplads, kun to points efter den anden dansker.

I den samlede stilling om VM sluttede Kristian Poulsen på syvendepladsen og Michel Nykjær blev nr. 10. Franskmanden Yvan Müller genvandt titlen for Chevrolet.

Se slutstillingen i Yokohama Driver’s Trophy på http://www.fiawtcc.com/html/uploadedFiles/Class/standings.trophies.pdf

Fotos: FIA WTCC