Metal Rally 2012

Metal Rally er fællesnævneren for de rally-aktiviteter, Dansk Metals medlemmer kan deltage i ganske gratis eller med økonomisk tilskud.

Metal Rally på skolerne
Elever og ansatte på en række tekniske skoler har oplevet og vil de kommende år opleve, at
instruktører fra DASU kommer ud på skolerne og afvikler et klubrally-arrangement.

Efter en kort introduktion og instruktionsfilm går det løs med praktisk prøvekørsel på parkeringsplads eller lignende i en klubrallybil, som DASU og Dansk Metal medbringer.

Det er gratis at deltage, og DASU sørger for sikkerheden og de nødvendige forsikringer.
Derfor: Er du under uddannelse og går på teknisk skole, så hold øje med om Metal Rally lægger vejen forbi. Er der ikke planer om det, kan du evt. selv tage kontakt til DASU eller din lokale Metal-afdeling.

Som deltager er du dækket af en personlig ulykkesforsikring. Bilerne der anvendes er Peugeot 206, hvoraf den ene er standard og den anden modificeret. Arrangementerne på skolerne ender med, at der kåres en vinder, og sidst på året afvikles en landsdækkende finale for alle vinderhold i årets løb.

Prøv selv
Har du som medlem af Dansk Metal efterfølgende
lyst til selv at prøve kræfter med klubrally, henvender du dig til en af DASU’s klubber og tilmelder dig et klubrallykursus. Kurserne afvikles løbende over året, og du kan finde ud af, hvor det næste afvikles via den særlige Metal-del på DASU’s hjemmeside under punktet "Metal Rally aktivitetskalender”.

Når du har gennemført et kursus, kan du melde dig ind i en af DASU's klubber og få udstedt en licens med ret til at køre klubrally.
Det særlige er, at du som medlem af Dansk Metal kan få en stor del af udgifterne ved løbsdeltagelse refunderet, dog kun det første år du er medlem af DASU.

Følgende udgifter kan refunderes:
- medlemskab af DASU inkl. grundlicens: kr. 450,- (engangsbeløb) refunderes.
- startgebyr til klubrallyløb: kr. 200,- pr. gang pr. bil refunderes.

Refusion sker via særlig blanket du kan downloade ved at klikke her eller hente i alle Metals lokalafdelinger. Pengene indsættes på din konto inden en uge, men du skal altså selv lægge pengene ud først.

Bemærk: Melder du dig ind i en klub, skal du stadig betale et mindre klubkontingent.